For et år siden døde min yngste datter, 16 år gammel. Jeg forsøgte længe at skrive alt muligt om smukke, sjove, kloge og rå Fiona, men endte med at skrive en sang, der i mindst lige så høj grad handler om min sorg – og sorg og savn i det hele taget – og om, hvordan vi på en eller anden måde forsøger at holde vore elskede afdøde i live. Ja, vi savner, men vi har elsket, og vi elsker stadigvæk. Det er fantastisk.
Et menneskes liv kan naturligvis ikke reduceres til en sang eller en anden form for fortælling, men vi kan blive ved med at synge og danse og tale og skrive om dem, vi kalder de døde. Så lever de i os, og vi slår døden lidt ihjel.
Kærlig hilsen
Kenneth